• Unge kvinder endelig på vej ind på ledelsesgangene i bankerne

    Source: BDK Finans / 08 Mar 2024 00:01:31   America/New_York

    Banksektoren har traditionelt været mændenes domæne, men det bliver der stille og roligt lavet om på. Godt nok er mændene stadig i flertal blandt de ansatte, men der er små tegn på, at tiderne skifter. Som for eksempel på ledelsesgangene, hvor yngre kvinder i højere grad har fundet fodfæste end tidligere. Således var 39 procent af lederne i aldersgruppen op til 43 år kvinder sidste år. Det er en stigning på 9 procentpoint i forhold til 2019. På tilsvarende vis er andelen af kvindelige ledere i aldersgruppen fra 35 til 44 år steget fra 28 til 33 procent på fire år. Det er en udvikling, som Finans Danmarks administrerende direktør, Ulrik Nødgaard, er rigtig godt tilfreds med. - Vi er en sektor, der traditionelt har haft en udfordring på det her punkt. - Vi skal et andet sted hen, og der må vi jo sige, det er der i hvert fald tegn på, at vi flytter os. Det er tal, der bekræfter nogle ret markante skift på forholdsvis få år, siger han om statistikken. Ulrik Nødgaard mener, at det er et udtryk for, at de konkrete tiltag, der er sat i værk for at øge ligestillingen, har været succesfulde. - Det varierer jo fra bank til bank, men det handler blandt andet om særlige mentor- og tutorordninger, ligesom der også er banker, der kører specielle talentprogrammer for kvindelige kandidater. - Der er også blevet arbejdet meget med at bruge kønsneutrale måder at beskrive de job, der bliver slået op. Og jeg ved, at nogle banker har en regel om, at der altid skal være kvindelige kandidater i et ansøgningsfelt, ligesom der også skal sidde kvinder med ved bordet under ansættelsessamtalerne, siger han. Ser man på finanssektoren som helhed, er antallet af kvindelige ansatte dog gået en lille smule tilbage de senere år. Hvor 46,1 procent af de ansatte i 2019 var kvinder, er andelen nu nede på 45,3 procent. På ledelsesposterne lyder kønsfordelingen hen over alle aldersgrupper på 70-30 i mændenes favør. For fire år siden var 73 procent af lederstillingerne besat af mænd. - Man er selvfølgelig også nødt til at kigge på rekrutteringsgrundlaget for finanssektoren. - Det seneste tal for cand.merc.-studiet viser for eksempel, at der er 60 procent mandlige studerende og kun 40 procent kvinder. Specielt i det lys synes vi også, at de nye tal er opløftende, siger Ulrik Nødgaard. Finans Danmarks bestyrelse består i øvrigt af ti personer. Ni af dem er mænd, mens Karen Frøsig, der er administrerende direktør i Sydbank nogle måneder endnu, er eneste kvinde. Blandt de store virksomheder i Danmark er det blot hver femte bestyrelsesmedlem, der er kvinde, mens det er hos de små og mellemstore virksomheder kun er 16 procent, viser tal fra CBS. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/unge-kvinder-endelig-paa-vej-ind-paa-ledelsesgangene-i-bankerne
Share on,